Valgfag
I valgfag kan eleverne bruge hænderne, hovedet og hinanden
På Tallerupskolen har vi et varieret udbud af valgfag. Fagene skifter fra år til år. Medens nogle fag er gamle favoritter, griber vi i andre fag tidens tendens og tilbyder nye muligheder.
Valgfag er for eleverne i 7. - 9. årgang - to lektioner om ugen. De unge har mulighed for at ønske, hvilket hold de gerne vil optages på. I samråd med jer forældre, prioriterer eleverne deres ønsker. Der er ikke garanti for at få sin første prioritet opfyldt, men vi finder helt sikkert en plads på et af de højest prioriterede hold.
Valgfrie fag
Alle i Udskolingen kan ønske blandt de valgfrie fag, men 9. årgang skal have 2 lektioner om ugen på et valghold. I dette skoleår udbyder vi Foto og medier, Science, Madkundskab og Boldspil. Herunder er der stemningsbilleder fra en rundtur på valgholdene i september 2021.
Science
I Science er eleverne i fuld gang med at forberede deres deltagelse i den skandinaviske konkurrence First Lego League. Her skal eleverne lave problemløsning ved hjælp af teknologien. I 2021 er det fælles emne Cargo Connect hvor eleverne skal tænke over måder at transportere fragt rundt i verden. Eleverne er så engagerede, at de mod et stykke pizza til aften arbejder igennem til kl. 20.00 i dag. Selv tidligere elever møder ind for at lave den bedste løsning og få endnu en pokal med hjem til Tallerupskolen.
Madkundskab
I Madkundskab arbejder eleverne med madglæde, kendskab til råvarerne, bæredygtighed og sunde madvalg. Dagens ret var spaghetti carbonara, så der var en liflig duft af bacon i køkkenet. En god hverdagsret at have i sit bagkatalog.
Obligatoriske Valgfag
Eleverne på 7. og 8. årgang skal have et praktisk/musisk valgfag som de fortsætter i 2 år og afslutter med en prøve efter 8. klasse. Med dette fag opfylder eleverne det timetal, de skal have. I samråd med forældrene kan eleverne derfor fravælge at deltage på andre valgfags hold. På Tallerupskolen tilbyder vi billedkunst, madkundskab samt håndværk/design.