Brugerinformation

Trivsel og fællesskab

Maria fra 9.c fortæller her, hvad det bedste er, ved at gå i udskolingen her på Tallerupskolen? "Helt klart vores fællesskab. Alle lærerne går meget op i fællesskabet i vores udskoling, og så er det ikke kun dem på vores egen årgang man kender. I løbet af året har man nogen dage, hvor hele udskolingen er samlet. Her går lærerne op i, at man er blandet fra alle årgange i hele udskolingen. Man lærer nogen nye mennesker at kende, og så lærer man af hinanden."

Fællesskab på tværs

Når vi spørger vores elever, hvad det bedste er ved udskolingen, så svarer mange ”vennerne og fællesskabet”. Udskolingen har sin egen fløj, hvor 7., 8. og 9. årgang er samlet med et stort fællesrum i midten.
Når der ikke er Corona, summer Centralrummet af liv – både med gruppearbejde i timerne og med aktiviteter i frikvartererne som bordfodbold, bordtennis, airhockey og xbox. Udenfor har vi et dejligt område med bl.a. parkourbane, multibane, beach-volley og almindelige boldbaner. Vi forsøger at skabe fællesskab på tværs, både på din egen årgang og med de andre elever i udskolingen.

Vi er en mobilfri skole, så her kan du have fokus på samvær med dine kammerater, i stedet for at kigge ned i den lille skærm.

I løbet af udskolingstiden er der mange sociale aktiviteter og gamle traditioner. F.eks.

  • Ryste-sammen aktiviteter når I starter på 7. årgang
  • Emneuge i oktober
  • Nissebold og fælles morgenbord ved juletid
  • Trivselsdag i foråret
  • Klassedage op til sommerferien
  • Skolerejse i 9. klasse. Turen går oftest til Berlin
  • Sportsstævner, hvor vi dyster mod andre skoler i volley, håndbold eller fodbold

Herudover er der på hver årgang en kulturel oplevelse som både har et socialt og et fagligt formål. Vi har bl.a. besøgt Odense Filmfestival i forbindelse med, at eleverne selv laver kortfilm. Vi har deltaget i ”I sandhedens tjeneste” hos DR, hvor vi lærer at skelne fake news fra fakta. De seneste år har vi også besøgt Kosmonauterne, det er både lærerigt og hylende morsomt.

En god klassekultur

I udskolingen insisterer vi på, at man taler (og skriver) ordenligt til hinanden, både elever og lærere.
Vi arbejder derfor hele tiden med klassekulturen, og hvordan vi omgås hinanden. Det er vores mål, at alle føler sig anerkendt og respekteret i fællesskabet.

Maria fra 9.c beskriver sin start i udskolingen sådan her: "Jeg kom først til Tallerupskolen i 7. klasse. At skulle starte på en ny skole, hvor man ikke kender så mange, var utrolig skræmmende og jeg var nervøs for, hvordan folk ville tage imod mig. Sådan synes jeg ikke det var på Tallerupskolen. Jeg blev taget utrolig godt imod, hvor man først lærte sin klasse at kende, og derefter lærte man hele årgangen at kende."

Med ca 200 teenagere i samme afdeling er alt ikke rosenrødt, men I skal vide, at vi arbejder med det som en løbende proces gennem hele udskolingen.

Fokus på den enkelte

I løbet af året vil din kontaktlærer holde elevsamtale med dig, for at høre hvordan du trives i fællesskabet.

Kontaktlæreren har denne titel, fordi det er en kendt lærer, som du altid kan gå til, hvis du har noget på hjerte. Vi ved, at det for nogle kan være svært at falde til og finde sin plads i det nye fællesskab. Nogle af de gamle kammerater går nu i andre klasser – og der er nye lærere og elever at forholde sig til. Hvis du oplever at noget er svært, så ræk ud til din kontaktlærer, vi står parate til at lytte til dig og hjælpe dig på vej.