Læring

Talentudvikling

Vi understøtter elever med særlige evner

Talenter er elever, som har særlige evner i et eller flere fag. På Tallerupskolen har vi talentvejledere, som er uddannet til at afdække og understøtte elevers talenter.

Et talent kan både være medfødt – eller nogle evner som eleven har erhvervet sig gennem skoletiden. Vigtigst for arbejdet med talenter er, at eleven har lyst og vilje til at udvikle og udnytte sit potentiale.

I dagligdagen kan vi understøtte talenterne ved at give dem passende udfordringer, som udvikler deres evner. Vi understøtter både elever enkeltvis, og ved at danne grupper af elever med samme niveau. Det kan eksempelvis være i vores sciencelokale, hvor eleverne får mulighed for at programmere robotter på et mere avanceret niveau.
Vores talent-vejledere kan være sparringspartnere for både elever, lærere og forældre.

Hvis du oplever, at dit barn har behov for ekstra udfordringer, kan du drøfte mulighederne med kontaktlæreren.

Udfold talentet blandt andre unge
Tallerupskolen er medlem af Sorø Akademis netværk for grundskoler. Det sikrer os som personale ny viden og inspiration til arbejdet med talenter. Hvert år tilbyder vi udvalgte elever deltagelse i Sorø Akademis camps, hvor de får mulighed for at prøve kræfter med praktiske problemstillinger sammen med andre talentfulde unge. Der er rift om pladserne, og rigtig gode tilbagemeldinger fra de elever som har deltaget.