Katrines far.
Til og med første klasse boede jeg i København. Mine
forældre som ikke havde mange penge den gang, havde en lille lejlighed med et
soveværelse hvor mine forældre, min søster og jeg selv sov. Derudover var der
en lille gang, en stue, et lille køkken og et toilet i trappeopgangen bag ved
lejligheden som man delte med naboen. Skulle vi bade gik vi på badeanstalt
eller vi blev sat op på køkkenbordet hvor vi blev vasket fra håndvasken.
Bag ved vores ejendom lå nogle meget små gamle huse, og de
mennesker der boede der var vi lidt bange for. Den dag jeg skulle starte i
skole sad jeg på køkkenbordet og blev vasket og kunne kigge over på disse huse.
Pludselig vrimlede det med politi med maskinpistoler og politihunde ovre ved de
små huse. Der blev råbt og skreget og en masse folk blev anholdt, der var en
der prøvede at flygte over tagene men han gled og faldt otte meter ned lige
foran en politimand. Der gik lang tid før vi så mange
af dem igen. Det var lige før min mor og jeg kom for sent til den første skoledag.
Da jeg skulle starte i 2 klasse flyttede vi til en lille by
der hed Reerslev, som ligger lige uden for Roskilde. Mine forældre havde bygget
et nyt hus på 90 m2, som jeg dengang syntes var meget stort.
Det var dengang man også gik i skole om lørdagen. I skolen
sad vi ved gamle skolepulte, og vi skulle lære at skrive med blæk.
I 4 klasse flyttede vi til Brylle. Min far havde fået
arbejde i Odense. Det var en hård tid specielt for min søster som gik i 8
klasse. Jeg fik hurtigt mange gode kammerater, en af dem var Erik, Jonas far.
Da jeg kom i 8 klasse skulle vi til Tallerupskolen. Vi
cyklede hver dag frem og tilbage. Min klasse- lærer var Klaus Hansen, af andre
lærer havde jeg Agnes Nielsen til engelsk som vi havde meget respekt for, vi
havde Viggo Nielsen og Svend Spangsberg til idræt, så
som i kan se er der mange af de lærer vi havde for 25 år siden som stadig er på
skolen.