Da Morfar var 11 år og gik 5 klasse:
Vi skriver 1946, året efter afslutningen af den tyske
besættelse af Danmark. Fra den periode er der enkelte ting, der har bidt sig
fast i erindringen, f.eks. danske sabotørers sprængning af en tysk personbil
(vi børn var heldigvis gennet nogle hundrede meter væk) for stumper fra bilen
fløj gennem luften. Tydeligt huskes også danske modstandsfolk likvidering af en
landsforræder (stikker), hvilket foregik i umiddelbar nærhed af vores
legeplads. Selvom man kun var 7-8 år, var det en stærk oplevelse, at se et
menneske ligge i en stor blodpøl.
I modsætning til i dag, hvor de fleste familier har bil,
måtte man dengang benytte sig af bus eller tog, hvilket i øvrigt var en kæmpe
oplevelse, når man drog på den årlige skoleudflugt eller på sommerferie, som
oftest hos familie, hvor der var andre børn, man kunne lege med. Ak ja,
charterferie var endnu ikke opfundet, men besøge familie 100 km væk med tog og
måske med fem kroner i lommen, jamen, så var man verdensmand.
I dag tjener mange børn en lommeskilling ved udbringning af
ugeaviser og reklamer, noget der ikke fandtes i min barndom. Derimod kunne man
tjene en skilling som bybud, f.eks. ved mælkehandleren eller købmanden, og i
nogle familier hjalp børnene deres moder, der ofte havde en kæmperute, med
udbringning af aviser rundt i byen.
Når man havde fri fra skolen, kunne det ikke gå hurtigt nok
med at komme hjem, ned i gården, der hørte til det boligkompleks, vi boede i,
og så blev der spillet fodbold på cementen. Iført gummisko og under råben og
skrigen morede man sig, sikkert tusinde gange mere end de mange beboere, der
måtte lægge øren til den voldsomme larm. Ens fru moder var mest fortvivlet over
sønnens forbrug af gummisko, et par holdt max. 14 dage til strabadserne på
cementen, og i øvrigt kunne man ikke bare gå ned at købe et par nye efter
forgodtbefindende, de var nemlig rationerede i årene efter krigen. I gården
havde vi en fodboldklub, Stjernen, og vores klubhus var et mindre cykelskur, vi
havde fået stillet til rådighed. Med stearinlys og wienerbrød, som bageren, der
havde til huse i ejendommen, sponsorerede, holdt vi mange herlige møder og
fester her. Jo, der var virkelig sammenhold og kammeratskab og enkelte knuste
ruder.
På den tid gik man i skole 6 dage om ugen, men da alle
mennesker ligeledes arbejdede 6 dage ugentligt, så var det bare sådan.
Formentligt var det dengang som nu, nogle dage var det jætteskønt at gå i skole
og andre dage ikke. Skolebørn i dag
ville nok gnide sig mere end en gang i øjnene, hvis de blev lukket ind i en 5.
klasse anno Morfars årgang og så forskellen på dengang og nu. Tiderne har heldigvis ændret sig. Fra De og
efternavn, kæft trit og retning og en på skrinet ind imellem, er det mit
indtryk, at skolebørn i dag, har et helt andet positivt forhold til deres
skole, og godt for det. Ikke at vi andre var ked af at gå i skole altid, men
alligevel!
Hilsen Sofies
Morfar.
