Min farfars barndomserindring.

 

Det første jeg husker om 2. verdenskrig er 1. september1939, da tyskerne begyndte krigen med at angribe Polen, jeg var knap 4 år gammel, og var som så ofte før omme ved vores naboer Anna og Anders Knarreborg. Deres  familie var ved at lave æblemost af deres egne æbler på en gammel maskine . Midt på eftermiddagen kom Anders ud og sagde, at han havde hørt i radioen, at var krigen begyndt. Så husker jeg Anna sagde: ” ja og så ligger alle tyskerne ude på vejen og er døde.    

 

Det næste jeg husker tydeligt er et halvt senere den 9. april 1940 da tyske soldater besatte hele Danmark på en dag. Min far kørte mælk på en hestevogn til Tallerup mejeri i Tommerup som lå der hvor der i dag er en Q8 tankstadion på hjørnet ved stadionsvej. da han kom hjem fra mælketurren kunne han fortælle, at de flyvemaskiner vi havde set og hørt hele dagen var tyske soldater som både havde besat hele Danmark, og var på vej til et angreb i Norge.

Allerede om aftenen fik vi besked fra de nye tyske myndigheder i radioen, at alle vinduer skulle dækkes med mørkt papir eller aviser om aftenen og natten, så de engelske flyvere ikke skulle kunne se hvor byerne var, eller hvor der boede mennesker.

 

Senere mærkede vi mere og mere til krigen. Der blev mangel på mange varer i butikkerne, og der skulle bruges nogle særlig rationeringskort for at købe alle madvarer. Det var for at alle skulle kunne få noget af det mad der ikke var ret meget af, fordi tyskerne tog meget af alle varer i Danmark, som de skulle bruge til deres soldater i hele Europa og Rusland som de også var kommet i krig med efter 1941.

 

Fra 1943 hørte vi også meget til modstandsbevægelsen, som var nogle danskere der begyndte at bekæmpe de tyske soldater i Danmark. Omkring Tommerup var det særligt jernbanesabotagen mod godstogene på banen mod Odense og Middelfart. Det lykkes mange gange at afspore tyskernes godstog på banen, og også nogen gange at sprænge togene i stykker med sprængstof og bomber, som blev kastet ned fra englændernes flyvemaskiner om natten på markerne rundt om Tommerup. Nogen af modstandsfolkene i Tommerup blev også fanget af tyskerne og blev sendt til fangelejre i Tyskland. Senere begyndte engelske flyvemaskiner også at skyde og bombe på tyskernes tog på banen mod Odense. Så skulle vi alle sammen i familien ned og gemme os i kælderen til angrebet var forbi. Det var mange gange omkring middagstid om Søndagen. Vi oplevede også at et engelsk krigsfly blev skudt ned, og nogle fra besætningen var sprunget ud med faldskærm og reddede sig på den måde.  Det var på markerne mellem Tommerup og Knarreborg, og de fik så lov at gemme sig hos nogle danske familier på landet til de igen kunne komme komme til England.

 

I 1944 og 1945 var der mange flygtninge i Tommerup, bl. A. i en stor lejr på bannervej i Tommerup og på Tommerup Højskole som nu hedder Tommerup Efterskole. Der boede mange flygtninge på Bannervej i Tommerup, som havde familie boende på Tommerup Højskole, men de måtte ikke besøge hinanden. Nogen af dem ville så gerne køre med min far på mælkevognen gennem Højsholt skov, for at komme lidt nærmere, men det var ikke tilladt for min far at tage dem med på vognen. Han gjorde det somme tider alligevel, men så blev han truet af tyske soldater.

 

Der blev også gravet skyttegrave langs med landevejen mellem Tommerup og Knarreborg. Det var både tyske soldater og tyske krigsfanger fra Polen og Rusland, som blev sat til at grave dybe huller langs med landevejen. Heldigvis kom de aldrig i brug, for tyskerne kapitulerede, eller overgav sig til englænderne, amerikanerne, russerne og franskmændene inden krigen rigtig kom til Danmark. Det var den 4. maj 1945 om aftenen, hvor vi hørte i radioen fra England, at tyskerne havde overgivet sig. De næste måneder var meget kaotiske. Engelske soldater kom til Danmark, og de mange tusinde tyske soldater skulle aflevere deres våben, og gå hjem til et helt ødelagt Tyskland, og mange flere tusinde flygtninge var i Danmark i mange måneder, og nogle i flere år efter krigens afslutning. Mange døde og ligger begravet på kirkegården ved Tommerup Kirke uden nogen gravsten med deres navn på.

 

Jeg gik i skole i 8 år, men det var kun fordi jeg var kommet i skole et år for tidligt, da jeg kun var 6 år, og man kunne først blive konfirmeret og komme ud af skolen, når man var 14 år. Vi var to drenge, der var nød til at gå to år i 7. Klasse, som ellers var den sidste klasse i skolerne i Tommerup. Det andet år i 7. Klasse var så nærmest en gentagelse af året i forvejen, men jeg mener at vi fik nogle andre opgaver i regning, som vi så selv skulle arbejde med. Hver dag når vi var færdige med skolen, skulle vi arbejde med på gården derhjemme, så der var ikke meget tid til kammerater og fritidsinteresser. Det var bare hjem fra skole hurtigst muligt, spise nogle rester fra de andres middagsmad, få noget andet arbejdstøj på og ud i roemarken, stalden eller det allerværste, at være med til at tærske korn i laden. Der var et forfærdeligt støvet og beskidt arbejde.

 

Jeg husker tydeligt da jeg var færdig med skolen i marts 1950. Jeg blev konfirmeret den 26 marts, og dagen efter var alle konfirmanderne oppe på skolen for at aflevere alle bøgerne, og blive fotograferet på et gruppebillede, og sige farvel til de tre lærere og præsten. Det jeg husker så tydeligt er cykelturen de 3 km. Hjem til gården. Jeg var virkelig ked af, at nu var skoletiden forbi, samværet med alle kammeraterne og alle oplevelserne, og nu ventede kun arbejdet på gården de første år, og så ellers ud at tjene eller arbejde på andre gårde i omegnen. Det var de udsigter der så ud til at være et 14årigt landbobarn i 1950, og jeg syntes virkelig ikke det så særlig spændende ud. Den cykeltur på 3 km. Tog meget lang tid den dag, og jeg husker det stadig som en meget ubehagelig dag. Landbruget har aldrig været min store interesse.

 

Heldigvis ændrede verden sig. der blev mange flere Muligheder, og livet blev mere anderledes end det var i Marts 1950, og jeg har i stedet fået lov til at opleve mange andre ting rundt omkring i verden.

        

Gert Andersen 14.04.2002.