Kære 5. a./b
Jeg var barn i 60’erne og 70’erne. Det er ca. 30 år siden,
og egentlig synes jeg ikke børns vilkår var helt forskellig fra de vilkår, som
I vokser op under i dag. Verden i dag er ikke helt forandret i forhold til
dengang.
Alligevel var der ting som var anderledes, og det vil jeg så
fortælle lidt om.
Jeg voksede op i Odense, og i mit kvarter var det ikke
almindeligt med børnehaver. Jeg gik, ligesom de andre børn jeg kendte, ikke i
børnehave. Min mor havde kun et halvtidsjob, og derfor havde hun tid til at
passe sine 3 børn selv. Men jeg voksede op i en tid hvor mødrene begyndte at
arbejde mere og mere, og derfor blev der også bygget rigtig mange børnehaver.
Fritidsklubber kendte vi ikke ret meget til. Dog lå der et
fritidshjem ikke så langt borte, men de voksne sagde, at det var mest for børn,
hvis mødre ikke var i stand til at se efter dem; så jeg troede at det var en
slags børnehjem!
Da der ikke var så mange børn i børnehaver og
fritidsordninger, var der altid en masse børn at lege med hjemme i mit kvarter.
Skolen, som jeg gik på, var en stor skole med 1500 elever.
Da jeg startede i 1. klasse var der 1.a, 1.b, 1.c, 1.d, 1.e, 1.f, 1.g og 1.h.
Jeg gik i b-klassen – byens bedste børn !
Jeg kom i klasse med Lange, Røde, Bastard, Reje, Liller, Ugle, Madsen, Willy og en hel masse andre gode
venner. Selvfølgelig hed de ikke sådan rigtigt, men de fleste af os havde et
kælenavn. Willy hed i virkeligheden Annette, Bastard hed Tonny, osv. Jeg selv
blev i øvrigt kaldt Snoopy.
Mange af mine klassekammerater fra dengang ser jeg stadigvæk
en gang imellem, og enkelte er blandt mine rigtig gode venner.
Skolen mindede meget om skolerne i dag. Og det er ikke så
mærkeligt, for de fleste skoler er bygget før jeg blev født. De fag, vi blev
undervist i, var stort set de samme som i dag. Dog kendte vi ikke faget
natur/teknik. Vi havde heller ikke så mange temaarbejder og projekter, som I
har.
Lige da jeg startede i skolen blev der indført nye regler –
og heldigvis for det. Det blev forbudt for lærerne at slå eleverne, og desuden
blev der indført lørdagsfri. Tidligere gik børnene
også i skole om lørdagen, men det gjorde jeg ikke.
Jeg kunne fortælle mange sjove minder og gode historier fra
min skoletid, men jeg må hellere lade være; jeg er bange for at få ballade med
jeres lærere! Tænk hvis jeg fortalte om dengang vi sørgede for at al
elektricitet forsvandt fra skolen, eller om for meget bagepulver i kagerne,
eller hvordan vi altid gemte skolemælk og 3 uger senere brugte dem som
kasteskyts eller anbragte dem i de andre klassers mælkekasser. Eller jeg kunne
fortælle, hvordan vi opfandt en brækket arm eller en brækket finger for at
slippe for skriveøvelser og lektier. Nej jeg må hellere lade være.
I 60’erne og 70’erne strejkede man ofte. Hvis arbejderne var
utilfredse med noget, endte det ofte med en strejke. På min skole strejkede vi
også en gang imellem. Så hvis politikerne for eksempel prøvede at indføre
besparelser på skolen, så nedlagde vi skolearbejdet, forlod skolen og gik ind
til byens rådhusplads. Her mødtes vi med elever fra alle de andre skoler – og
så var der protestsange og protesttaler.
Lærerne måtte ikke strejke, så de blev hjemme på skolen –
jeg kan kun huske en gang, hvor lærerne deltog i en strejke.
Danmark var også dengang et af verdens rigeste lande. Men vi
var ikke så rige som danskerne er i dag. Da jeg var helt lille, sad min mor
ofte og skrev breve – vi havde nemlig ikke telefon. Og skulle vi til Jylland var det altid med toget. Det blev dog almindeligt for
familierne at købe sig en bil i de år. Min far købte vores første bil: en folkevogn
- og var stolt som en pave. Vi fik også en telefon derhjemme, og i 1976 købte
min far et FARVEFJERNSYN. Sikke nogle flotte farver! Det kostede 7500 kr, kan jeg huske, og det var en hel formue dengang. Inden
da havde vi et sort/hvid fjernsyn.
Det var så alt hvad jeg havde tid til at berette om nu.
Andre pligter kalder.
Jeg håber I får rigtig mange breve/mails.
Venlig hilsen
Kent –
Lasses far.
