Ringe d. 15. april 2002
Kære Jacob.
Tak for dit brev, og jeg vil naturligvis gerne hjælpe dig
med dit emne om børns vilkår, ved at fortælle noget om min barndom.
Som morfar til dig, har jeg naturligvis haft en helt anden
barndom end du har haft. Om den har været bedre eller dårligere, det må du
afgøre, den var anderledes.
Mine forældre havde et husmandssted på landet med 9
tønderland. Mit job var at hjælpe til med landbruget og om søndagen skiftedes
naboerne til at hente 10 aviser på posthuset, som lå 3 km. væk, som jeg altid
delte ud til abonnenterne. Jeg fik 25 øre af naboen, når jeg kørte for dem, det
var lige til en is uden chokoladeovertræk, men som regel kom 25 øren i
sparegrisen.
Jeg var 8 år da krigen var slut, men der gik lang tid efter
krigen, før vi kunne købe de fornødne fødevarer og forbrugsgoder. Min
storesøster gik på realskole i Årup, hun fik de cykeldæk der kunne lappes
sammen. Jeg havde også langt til skole, men måtte cykle på fast gummi, det var
dæk uden luft. Hvis det var i dag, så ville alle børn få rystet nyrerne løse,
men vi var lavet af noget stærkt materiale.
Mit barndomshjem var, efter den tid at dømme, et ganske
almindeligt hjem. Vi fik 2 retter mad til middag, det var måske byggrød eller
sød suppe sødet med roesirup, og efterretten var ofte en kødret med brun sovs.
Så selv om der var rationeringsmærker på mange fødevarer, så levede vi godt.
Helt almindeligt var mit hjem dog ikke, især om vinteren, og
vintrene var meget strenge i krigsårene. Vi fyrede kun i køkkenet og komfuret
var ingen god varmekilde, og det vi fyrede med var tørv fra egen mose hvoraf
over halvdelen var jord og blev derfor til aske. Vi havde ikke elektrisk lys,
og vi kunne ikke få petroleum til petroleumslamperne. Vi kunne heller ikke få
stearinlys, men vi kunne få en lille ration af tællelys som osede over hele
køkkenet. Storesøster skulle lære lektier ved tællelyset. Far stod og lappede
cykel til morgendagens tur til realen, og vi andre måtte så sidde ved komfuret
i halvmørke.
Selv om vi i Danmark var skånet for krigens rædsler, så
oplevede vi nogle gange krigen for tæt på. Vi lå vågne om natten når engelske
og tyske flyvemaskiner sloges hen over hovedet på os. Jeg har set 2 maskiner
falde ned tæt ved vores hjem, hvor grus og småsten fløj mod huset ved
eksplosionen. Jeg har oplevet bombardementer af toget i Årup og hver aften
kunne vi se lyskegler og bombardementer over Flensborg og Kiel. Efter de
natlige luftkampe samlede jeg sølvpapirsstrimler og patronhylstre i massevis på
vore marker.
Angående vores opdragelse, så var det ikke det store problem
for far og mor, for vi lærte, at vi ikke måtte svare igen. Det kunne være godt
nok, men på den måde lærte vi heller ikke at have en mening om tingene. Hvis vi
følte os forurettede eller uretfærdig behandlet, kunne vi ikke udtrykke vores
mening, men måtte trække det ind i os selv. Man skal naturligvis heller ikke
modsætte sig sine forældre hvis de har ret, og det har de jo ofte, fordi de er
mere erfarne.
Fra jeg var 7-10 år, gik jeg i skole hver anden dag.
Derefter kom jeg på realskole hvor vi gik i skole fra kl. 8 til kl.15 hver dag
6 dage om ugen. Dengang var lørdag også arbejdsdag. Da jeg havde 16 km.
skolecykling hver dag, blev der ikke energi til sportsaktiviteter. Fjernsyn og
computer var ikke opfundet og legekammerater boede ikke i nabolaget, så når jeg
tænker tilbage, så burde tiden have været brugt mere aktivt f.eks. til mere
lektielæsning, men det er ikke altid, at man som barn tænker på hvad der gavner
én senere i livet.
Til sidst spørger du om der var forskel på piger og drenge.
Ja heldigvis da, pigerne legede med dukker og hjalp til med opvasken, drengene
sloges og legede med biler, og sådan skulle det være. I dag hvor alle har
opvaskemaskine og forældrene køber aftensmaden i delikatessen, så er der vel
mindre forskel på piger og drenges pligter i hjemmet.
Kærlig hilsen til dig
og dine klassekammerater
Morfar Knud.
