1) Jeg er født i 1937 og har oplevet krigen. Vi boede 3 km uden for Skanderborg og der var forholdsvis fredeligt.

På et tidspunkt tog tyskerne forsamlingshuset og det medført at de færdedes en del frem og tilbage på vejen foran vores hus.

De tog også baneportørens hus (en del af det.)

Det lå lavt ved siden af banelinien og fra viadukten kunne vi se det dampede fra gruekedlen når de lavede mad i den.

Jeg husker drønene når banelinien blev saboteret og døren rystede i vores hus.

Når det skete var mine forældre altid alvorlige.

De kendte jo risikoen som sabotørerne løb.

Når tyskerne holdt øvelse blev der sat en seddel op hos købmanden om tidspunktet.

Så holdt vi os inden døre. Vi kunne så høre de skød ovre på marken.

 

2) Bagefter var drengene meget imponerede når de så sporene på de stejle skråninger i grusgraven hvor de havde kørt. Vores forældre advarede os meget kraftigt med at samle noget som helst og (patronhylstre og den slags).

De fleste tyskere var venlige og forsøgte at snakke med os når vi løb og legede ved vejen. Jeg husker min søster fik 1kr af en af dem en gang. Mange har sikkert ikke haft børn og de fleste var nok tvunget i krig.

Det var ikke nemt at få tøj dengang og de voksnes tøj blev til syet om til børnene. Der var jo altid nogen steder det ikke var så slidte. Da vi begyndte at gå i skole skulle vi altid skifte til noget mere slidt når vi kom hjem. Det var også besværligt at vaske dengang. Når det var søndag skulle man altid være fin.

 

3) Man fik god mad og om eftermiddagen gik man tur med de voksne.

Til hverdag kunne maden godt være spartansk, men vi har aldrig sultet. Det var tit byggrød og andre mælkemad vi fik. Der var ikke så meget kød og andre gode ting at få under krigen.

Vi der boede på landet var nok mere heldige end dem der boede i byen. Vi havde selv høns og dermed æg og kyllinger. Man kunne også tjene til ¼ gris hos en bondemand. F.eks. ved at hakke roer.

Hver uge kom der en slagter med en lukket hestevogn. Der kunne man også købe lidt. Fisk var også billigt. Grønsager havde vi selv i haven.

Min mand er vokset op i det indre af Odense og jeg kan forstå at han har fået mælkemad noget tiere. Han har også oplevet vasse ting under krigen.

 

4) Han har bl.a. set en såkaldt ”stikker” blive skudt og også nogle frihedskæmpere.

Heldigvis gik det ikke op for ham på det tidspunkt hvor alvorligt det var.

Da krigen sluttede drog tyskerne hjemad i lange kolonner. De fleste var til fods med gamle barnevogne og trillebøre og hvad de ellers havde kunnet få fat på til deres få ejendele. Vi sad inde på gårdspladsen og så dem drage forbi vores hus.

Vi husker også jublen og glæden da krigen sluttede. Der blev strikket knæstrømper og tophuer og runde tasker og andre ting. Alt i royal air force striber, man var taknemmelig for englændernes indsats under krigen. Det var en dejlig tid.

Under krigen boede vi til leje i et gammelt bindingsværkshus. Vi betalte 20 kr. om måneden kan jeg huske.

 

5) Vi havde stue, soveværelse, køkken, bryggers og et lille kammer.

Her sov min farmor, som boede hos os indtil hun døde. Jeg var 10år gammel. Vi var 3 børn der. I 1947 flyttede vi over på modsat side af vejen i et nybygget hus. En såkaldt landarbejderbolig. Det var en ordning hvor man kunne låne penge af staten på lempelige vilkår.

Trods det var vi nødt til at leje den øverste etage ud. Der var jo stor arbejdsløshed.

Vi havde så en stue, soveværelse, køkken og kælder til rådighed. Der var gammelt ”das” i kælderen og det blev også benyttet af lejerne.

Vand fik vi fra en pumpe i gården. Huset var 72m2 + kælder, men vi tænkte aldrig over at det kunne være anderledes. I stuen var der en divan et spisebord en buffet og et sybord med en radio på. I soveværelset var der en ekstra voksenseng som vi børn sov i.    

 

6) Et par stykker i fodenden hvis der kom familie på besøg. Så blev divanen taget i brug og sommetider blev 2 stole sat sammen, så kunne der ligge en der. Vi er 6 søskende, men de ældste af os var jo kommet ud at tjene da de sidste blev født. Det kom man jo så snart man var konfirmeret, hvis man da ikke havde velhavende forældre der havde råd til at lade børnene læse videre. Det skulle man nemlig selv betale.

Pigerne kom som regel i huset (som man sagde) og drengene fik læreplads eller blev arbejdsdreng.

Vi fik 1 år i skole i 1. klasse 2 år i 2-3-4. klasse.

Der var nemlig 2 årgange i de sidste 3 klasser.

Det første år i 2. klasse var A og det næste 2.b o.s.v. i 3. og 4., så vi nåede faktisk kun til 4. klasse. Vi havde dansk – regning – religion – historie – geografi - sang og håndarbejde.

 

7) Gymnastiksal var der ingen af, men vi spillede rundbold i skolegården om sommeren. Vi lavede også gymnastik der. Der var nogle ribber og vi havde også lidt redskaber.

Vi gik kun i skole den halve dag. Den ene dag om formiddagen og den næste om eftermiddagen også om lørdagen.

Vi havde flere pligter derhjemme end børn har i dag. Pigerne kunne feje gulv – vaske op og passe de mindre søskende. Drengene kunne passe hønsene og luge gårdspladsen og den slags. Der var ikke så mange mekaniske hjælpemidler dengang.

Der var ingen TV dengang. Vi læste eller hørte radio, spillede dam eller mølle. Sommetider sad vi og sang om aftenen. Min far sang godt og kunne mange folkeviser. Selvom vi ikke havde så meget legetøj var der gode muligheder for leg. Vi spillede bold og legede gemme og have huler i skoven.

     

8) Der var ikke så meget trafik dengang. Det var mest hestevogne og kun få biler.

Når det var vinter var der kaner, sommetider kunne vi få lov at stå på det lille trinbræt bag på og køre med et stykke.

Skulle vi ind til byen måtte vi gå eller låne en af vore forældres cykler. Vi måtte så stå op og træde i pedalerne da vi ikke kunne nå sadlen. De fleste fik deres første cykel når de blev konfirmeret.

De voksne rejste ikke sådan på ferie dengang som nu. Kun en enkelt dagsudflugt nu og da. Børnene var tit på ferie hos familien. Dengang var de fleste mødre jo hjemme.

Jeg har haft nogle dejlige ferier sammen med kusiner og fætre hos min bedstemor, som boede i gl. haven over for Himmelbjerget.

Det blev næsten en hel roman, selvom jeg har forsøgt at gøre det så kortfattet som muligt. Håber i kan bruge noget af det.

 

Med venlig hilsen

Ellen og Karl-Ove Meistrup Hansen

( Lasses farmor og farfar. )