Tommerup d. 16/04/02
Mor til Travis Lacy i 5 A .
Jeg blev født i 1962 og er en ud af 4 piger. Jeg er vokset
op på et mellemstort gartneri, som var ejet af min farfar men som begge mine
forældre styrede. Min mor arbejdede udover gartneriet også som rengøringshjælp
på den lokale skole fra kl. 5.00 morgenen til kl. 8.00. Det var derfor min far
der stod for at få os piger op om morgenen.
Som selvstændige, var mine forældre derfor hjemme når vi
kom fra skole, så vi blev ikke passet ude og var heller ikke ” nøglebørn”. Jeg
husker det som rart at have mine forældre ”hjemme” når vi kom fra skole. Vi
passede os selv, men samledes altid til eftermiddagskaffe, for lige at sige hej
til hinanden.
Vi havde naboer rundt omkring os og der var børn på vores
aldre at lege med. Vi var den største familie, de andre var fra 1 til 3 børn i
hver familie. Vi havde meget udendørs leg, mange gemme-lege, tagfat, fodbold,
byggen huler og klatre i træer. Meget af vores leg foregik hos os. Vi havde
meget plads, også et stykke skov. Vores hus var gammelt og stort med lade og
gammel stald som kun enkelte gange blev brugt til at huse et par grise til
familiens kødforbrug. Vi havde høns, duer og ænder samt hund, kat og
kanariefugle.
På loftet over stalden byggede vi børn ”huse”, hvor vi
legede voksne med børn med egen købmandsforretning. Det var sjovt, for loftet
var stort nok til at vi alle, også naboens børn kunne lave sig et hus hver.
Jeg gik i børnehaveklasse og elskede det. Vores lærer Fru
Vinge var en moden kvinde, meget attraktiv og utrolig elskelig. Hun forstod at
læse en god historie. Hun var helt sikkert grunden til at jeg i dag elsker at
læse. – Jeg elskede i det hele taget at gå i folkeskolen. Men den bedste tid
var indtil 8 –9 klasse.
Jeg forlod skolen i 9. klasse for at gå på gymnasiet, som
sproglig student. Jeg blev nysproglig-
student og tog efter et år, hvor jeg arbejdede på en
plastfabrik, højere handelseksamen, som jeg tog på et år.
Det at vokse op på et gartneri betød også pligter,
pligter til at hjælpe til både i gartneriet og i hjemmet. Vi tjente penge på at
arbejde i gartneriet, men det var mest når vi helt specifikt var nødt til at
skulle nå en deadline. Der var vores arbejdskraft nødvendig og mine forældre
havde ikke råd til at hyre folk udefra. Arbejdet var meget varieret, men kunne
bl.a. være at lægge tulipanløg i kasser. Nabobørnene hjalp også til. Vi fik
betaling for hver pose tulipanløg som vejede ca. 10 kg. Jeg kan ikke huske hvor
meget vi fik pr. sæk.
Arbejdet i gartneriet husker jeg begyndte, da jeg var
omkring 12 år. Det var ikke voldsomt meget
arbejde, men det har altid været en naturlig del i familien, at hjælpe
til. Jeg hjalp også min farmor med at rense duer og høns, også med at røre i
blod fra nyslagtede grise, for at det ikke skulle størkne. Det var til
blodpølse, som jeg dengang spiste med største velbehag i min farmors køkken.
Bare tanken i dag ved at skulle spise blodpølse for mig til at gyse. Jeg har
været 11 eller 12 år på det tidspunkt.
Min farmor og farfar som ejede gartneriet boede 300m. fra
vores hus og på samme jord. Vi spiste derfor tit sammen med dem dvs. de spiste
hos os. Jeg elskede at sove hos min farmor og farfar og jeg sov altid i samme
seng som min farmor, det synes jeg var så dejligt hyggeligt. Min farmor og
farfar sov i hver deres seng. Jeg hyggede mig med min farmor og holdt meget af
at se hende arbejde med dyrene og i køkkenet. Jeg havde også pligter i min
farmors hus. Der gjorde jeg rent. Jeg vaskede gulv også panelerne. Der var jeg
ikke ældre ned 9 år.
Mine forældre har 4 sommerhuse, hvoraf de 3 bliver lejet
ud til tyske turister. Sådan har det altid været, så derfor tilbragte vi en
stor del af hver skole sommerferie i Hasmark, sammen
med vores forældre. En andel del af ferien blev brugt hos min mormor og morfar
som boede på Sjælland. Rejsen derover foretog vi uden forældre, så det var
noget af et ansvar som min ældste søster havde. Dengang rejste vi med tog og færge.
Jeg husker meget angsten for ikke at komme med den rigtige færge. Jeg var
omkring 9 år. Min søster har da været 13 år.
Min mormor syede meget af vores fine tøj. Hun har syet
alle vores konfirmationskjoler. Hun er uddannet syerske og var meget dygtig, så
det var ikke sådan, at vi følte at vi så kikset ud. Det var først da jeg blev
teenager at hun ikke længere var sagen. Der var det kassebuksen der var in samt
de stribede t- shirts, som vi også ser i dag.
Helbredsmæssigt havde jeg det for det meste godt. Jeg
husker at jeg blev ramt af to voldsomme influenzaer som satte sig på mit
nervesystem. Der gik en tid med det. Udover det led jeg af mavesmerter, nervøs
mave blev det kaldt. Jeg var nok lidt følsom som barn.
Vi havde tv, som alle andre, først sort, hvid dernæst
farve. Vi kunne tage tyske kanaler, da jeg var teenager så det var meget tysk
fjernsyn at vi så. Det hjalp os unægtelig med det tyske sprog, som vi flittigt
brugte overfor de tyske børn, som vi lærte at kende gennem deres ophold med
deres familier i vores sommerhuse.