Kære 5.a og 5.b på Tallerupskolen.
Her er et lille bidrag, der måske kan hjælpe jer i Jeres
”opklaring” af børns vilkår for år tilbage.
Med hensyn til jobs for børn i min barndom - man hjalp til
derhjemme – både ude og inde eller man havde, hvis man var heldig, et job som
barnepige. Jeg kan ikke mindes at have fået løn for arbejdet. Det var bare
noget man var opdraget til at deltage i.
Indkøb blev foretaget hos den
lokale købmand (ca.2 km`s afstand fra mit hjem.) Alt blev hentet på cykel. Lige
fra jeg kunne holde balancen på cykel, blev jeg sent til købmanden og vendte
mange gange hjem med et læs varer, der fik cyklen til at slingre faretruende.
Min far havde selvstændig tømrer-
og snedkervirksomhed, så beboelsen var i samme hus som værkstedet. Den gang boede
og spiste man de ansatte svende hos mester. Der kunne være op til
4 personer ekstra i ”familien”.
Det var min mor`s arbejde at sørge for alt det huslige. Foruden vor egen
beboelse også værelserne, hvor svendene boede. Desuden skulle der tidligt
morgen laves madpakker til hele styrken, og der skulle laves 2 retter mad Hver
dag kl.18.
Jeg blev tidligt opdraget til at
hjælpe til, hvor jeg kunne – opvask, fejning af gulve, afstøvning mv. Også
haven – køkkenhaven – med alle slags grønsager og bær, da vi helst skulle være
til dels selvforsynende med alt. Det var en del af
opdragelse, at man selv hjalp til. Det kunne dog godt til tider føles som en
sur pligt. Jeg tror dog ikke, at jeg blev overbebyrdet. Jeg var nok indimellem
forkælet.
Der var en forskel i opdragelsen
af drenge og piger. Drenge tog ikke del i det huslige, hvis der var piger i
familien.
I det meste af min barndom var
der – under krigstiden i 1940-1945 og i efter krigstiden – mangel på næsten
alt. Mad, tøj, sæbe mv.
Man fik udleveret rationeringsmærker,
som skulle afleveres, når man købte f.eks. mel, sukker, sæbe mv. Efter hvad min
mor har fortalt, var det meget svært at få mærkerne til at slå til det daglige
og endnu værre, hvis man fik gæster.
Da vi i mit hjem kun havde høns
og dermed æg til forbrug, måtte min far kontakte en venlig landmand som ville
sælge os en hel eller halv gris et par gange om året. Det var et stort arbejde,
at ordne sådan en sag. Der var ikke noget, der hed dybfryser eller køleskab –
alt skulle saltes ned i et stort trækar eller henkoges d.v.s at kødet blev i
tæt lukkede glas opvarmet i vandbad til en høj temperatur, så kunne det holde
sig et stykke tid især
hvis man havde en mad kælder.
Sådan
noget som nyt tøj – stof eller færdig syet – var ikke til at få, tektilmærker skulle
der også til og penge – og dem var der ikke mange af. Min mor var utrolig god
til at sy. Hver eneste lille stump stof kunne bruges til et eller andet, og så
var der jo det, at brugt tøj kunne vendes og sys om til børn. Jeg har gået i
bukser og jakker, der var lavet utroligt flot af brugt, vend tøj
Jeg startede i skole den 1. april 1940, d.v.s. lige før
Danmark blev besat af tyskerne. Vi boede kun få kilometer fra Aalborg Lufthavn,
som var overtaget af tyskerne, og havde derfor en stor risiko for at blive
ramt, når englænderne kastede deres bomber. Vi havde tykke træplader sat for
vinduerne til soveværelset hver nat. Vi skulle også have sorte rullegardiner –
mørklægningsgardiner – der måtte ikke slippe lys ud. Da jeg kun var et barn
under besættelsen, oplevede jeg ikke tiden som noget egentlig frygteligt, måske
snarere som noget spændende, som de voksne gik meget op i og talte meget om.
Man gik normalt i skole fra man var 7 år til man som 14-årig
blev konfirmeret. Så kom drengene i lære i et eller andet fag, hvis de var
heldige, eller de kom ud som medhjælp i landbruget. Pigerne kom for de flestes
vedkommende i huset. Jeg var så heldig at komme på realskole som 11-årig. Det
betød en tur på cykel til Aalborg på ca. 10 km hver vej – hver dag. Kun i vintermånederne
kunne jeg tage toget, men så havde jeg til gengæld en travetur på 2 km til
stationen og i Aalborg ca. samme afstand fra banegården til skolen.
Min fritid blev brugt på spejderarbejde og gymnastik. Der
var ikke så mange muligheder dengang – og dette var det samlede i vor landsby.
Ferierne blev tilbragt hjemme eller hos familie. Forældrene
havde ikke som nu tid og råd til at holde ferie.
